Forårsmirakler
 
For mig er foråret den bedste årstid i haven.

Der er ingenting som at mærke mørke dage blive lyse. Der er ingenting som at høre fuglesangen vende tilbage. Og der er slet ingenting, som at se den sorte jord få farver.

Og så er foråret det tidspunkt på året, hvor al havearbejde er lyst og ingenting er pligt.

Mine to yndlings forårsbebudere er vintergækker og crocus.
Vintergækker fordi de så ukueligt blomstrer år efter år næsten på dato, næsten på klokkeslæt. De lader sig ikke lokke af utidig sol og varme. De lader sig ikke kue af sne og kulde.
Det er en rigtig på-trods-af blomst, som man ikke kan få nok af.

Anderledes er det med crocus. De vil også op, når dagene længes, men de skutter sig i forårskulde.
Til gengæld kvitterer de for den første spæde forårsvarme, især når den er ledsaget af solskin.
Crocus er en solskins-blomst, der på næsten mirakuløs vis haster op af jorden og springer ud, når solen skinner.
I år fotograferede jeg et af vore crocusfyldte bede med fem dages mellemrum. Den 14.  marts var jorden omtrent sort – man kunne ane, at de mange crocus var på vej, en håndfuld blomstrede på forskud, men det var endnu svært at forestille sig, hvad det skulle udvikle sig til.
4 dage senere – den 18. marts fotograferede jeg bedet igen på en dejlig solskinsdag. Nu var jorden dækket af hvide crocus iblandet et stænk af blåt med summende honningbier og humlebier på jagt efter pollen.
Jamen er det ikke mirakuløst.
Vi har crocus så mange steder som muligt i haven. Hvis man sætter nogle, hvor der er meget forårssol og nogle, hvor der sjældent er forårssol, får man crocus, der springer ud på forskellige tidspunkter og dermed en lang crocus-sæson.
En gang forsøgte vi at plante crocus i farvegrupperinger -  med hvide, blå og gule i forskellige bede. Det gik godt de første år, men efter et par år dukkede blå crocus op blandt de hvide, gule blandt de blå og visa versa.
Bierne bestøver på kryds og tværs og crocus smider mange frø, så hvis man undlader at hakke, hvor der er crocus, vil der efter 2-3 år være blomstrende frøplanter af blandet herkomst. Men også i blomsterverdenen kan mangfoldighed være en charme.
Og under alle omstændigheder kan man kun fryde sig over disse livskraftige løg-blomster, som både bliver til flere ved at dele sig og ved at så sig.
I de mest overfyldte bede stjæler vi hvert år crocusløg til udplantning
HAVESELSKABET - Holstebro Kreds v. Hanne Marie Halgaard tlf. 97 41 03 92/20 91 23 22 Email: holstebro.haven@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net